James og Joe indhenter Ben Tulett, den næste store ting i britisk cykelsport og den yngste afslutter i Liege i over 100 år
Ben Tulett er måske kun en teenager, men han er uden tvivl den næste store ting for britisk cykelsport. Han er to-dobbelt verdensmester i cyclocross junior, en holdkammerat med Mathieu van der Poel i Alpecin-Fenix og, på 19 år, den yngste rytter til at afslutte Liege-Bastogne-Liege siden 1909.
Tulett følger i fodsporene på den unge stjerne Tom Pidcock og viser en hurtig stigning mod toppen af sporten og i sidste ende den drøm, han har haft siden han var fem år gammel, nemlig at vinde Tour de France. Han er bestemt en man skal se.
The Cyclist Magazine Podcast fangede Ben for nylig for at diskutere at være holdkammerater med Van der Poel, hvorfor det at køre Liège er som at køre i Kent, have en belgisk fanklub og hans største bedrift – at have rekorden på sin lokale 10.
Her er nogle af højdepunkterne:
Cyklist: Så Ben, du er mangedobbelt verdensmester og professionel rytter for Alpecin-Fenix, men jeg kender dig bedst for din største præstation, idet du har Q10/27 Bexley 10-mile tidskørselsrekord!
Ben Tulett: Jeg satte det tilbage i 2018, det er sådan en god 10. Op til fem miles og ned for fem miles. Det er så vildt, især på vej ud, at du skal klatre helt op til rundkørslen ved femmilemærket.
Jeg nyder virkelig altid at give det et godt knæk på en onsdag aften. Jeg mener, det er bare så sjovt bare at gå derop hver onsdag, og det er sådan en venlig atmosfære deroppe.
Det er konkurrencedygtigt, men alle hygger sig bare. Det er kun 20 minutter af ren smerte og smerte. Og du ved bare, at du skal gå rigtig hårdt i starten.
Jeg satte også den rekord på junior gearing, så jeg snurrede som en gal på nedstigningen til mål. Jeg tror, jeg skal bruge en 55 tons kædering, hvis jeg vil gå under 21 minutter.
Cyc: Men egentlig burde vi alle tale om det faktum, at du i en alder af 19 blev den yngste rytter til at afslutte Liege-Bastogne-Liege siden Victor Fastre i 1909 Hvordan var det at køre dit første monument nogensinde?
BT: Jeg synes, noget af det mærkeligste var at se på det løb og se, at det var 260 kilometer langt. Det, jeg indså efter løbet var, at 260 km er så anderledes end bare 200 km eller 210 km, en distance, som jeg havde løbet to eller tre gange tidligere.
De ekstra 50 eller 60 km er bare en verden til forskel, især efter allerede at have kørt 150 km i Ardennerne, før du ramte de virkelig hårde sidste 100 kilometer af løbet.
Og de sidste 100 km er virkelig der, hvor løbet foregår. La Redoute, Roche-Aux-Faucons, alle de store stigninger i løbet, de er alle bogstaveligt t alt i løbets sidste 50 kilometer, så du skal være frisk til at ramme disse stigninger, hvis du vil have et resultat der.
Det er virkelig svært ikke at tænke på ikke at nå målet, og du skal virkelig lægge det i baghovedet, når der stadig er 70 km tilbage eller hvad det nu er.
Heldigvis havde jeg aldrig på fornemmelsen, at jeg ikke ville være færdig – hvilket var ret rart at have, men jeg tror, det ramte mig virkelig i den sidste time af kapsejladsen, man begynder virkelig at føle sig helt i top.
Cyc: Du løb også med mindst 25 fyre, der var gamle nok til at være din far, inklusive Chris Froome og Greg Van Avermaet. Blev du overhovedet starstruck?
BT: Du kunne ikke have formuleret det bedre, den følelse havde jeg massivt. Jeg befandt mig på et tidspunkt i løbet ved siden af Chris Froome, og det var bare et massivt chok for systemet.
Jeg følte, at jeg var nødt til at knibe mig selv, fordi du ser disse legender om sporten vokse op hele dit liv, og så pludselig er du på startlinjen med dem. Og du er på niveau med dem i løbet.
Det er en lidt mærkelig følelse, men det var også rigtig fedt. Jeg elskede bare hvert minut af væddeløb og tog så meget som jeg kunne og prøvede også at lære så meget.
Cyc: Hvor meget sværere er det at køre på WorldTour-niveau?
BT: I sidste ende er løbshastigheden utrolig høj, især i løbets sidste to-tre timer, så du mærker virkelig forskellen i hastighed, fordi den bare bliver hurtigere og hurtigere, når du nærmer dig målet.
Jeg synes, det er en stor forskel mellem selv sammenlignet med 2.1-løb, der stadig er professionelle løb, WorldTour-begivenhederne køres bare meget hårdere fra pistolen.
Især hos Fleche Wallonne f.eks., da udbruddet havde 10 minutters fordel på et tidspunkt, så vi var virkelig nødt til at komme videre i løbets sidste 100 kilometer for at fange dem tilbage, og det gjorde vi næsten 't.
Cyc: Men du gjorde det forbløffende i Fleche Wallonne, da du endte på en 35. plads i hvad var dit første WorldTour-løb?
BT: Ja, jeg gik ind i det uden at forvente noget og bare yde mit bedste for holdet og bare se, hvad der ville ske. Så efterhånden som løbet udfoldede sig, befandt jeg mig tæt på fronten og gav det lige en god tur på den sidste bestigning af Mur de Huy.
Det er en vild stigning, jeg vil ikke lyve, men jeg tror faktisk, vi har en rigtig god form for simulering af den type race, hvor jeg bor i Kent. Vi har ting som Toys Hill, meget lignende typer af bakker som dem, du finder i Ardennes Classics.
Vi har også York's Hill, som har utroligt lignende gradienter som Mur de Huy, så jeg tror faktisk, vi kan kopiere den type race rigtig godt, hvor vi bor her.
Cyc: Så hvilken type rytter er du?
BT: Min ambition er i sidste ende at blive en GC-rytter, det har været mit mål og min drøm, siden jeg begyndte at cykle, at konkurrere i en Grand Tour har altid været den største drøm.
Jeg kunne godt tænke mig at målrette mod løb som Liege, men det er GC, at køre de lange stigninger – det er det, jeg elsker mest ved cykling, og forhåbentlig er det her, jeg vil skabe mit navn for mig selv.
At være på startlinjen i Tour de France en dag er nok af en drøm, endsige noget andet. Men jeg har lige prøvet at være den bedste rytter, jeg kan være.
For mere, lyt til Ben Tulett-podcasten nedenfor
