Det danske cykelikon Brian Holm åbner op om at hjælpe Riis med at vinde 1996 Touren, mentorer Cavendish og den dag, han blev erklæret død
Denne artikel blev oprindeligt offentliggjort i udgave 57, februar 2017
Brian Holm læner sig tilbage i en lænestol i sit hjem på Frederiksberg, København, skærmet mod den rå danske vinter af det ravgule skær fra en brændeovn. Fra teen og bollerne arrangeret på bordet af hans kone Christine til de lunte tæpper i sofaen og hans børn Albert på 13 år og Mynte på 10 år, og hans børn Albert på 13 år og Mynte på 10 år i gangen, udstråler sceneriet ren dansk’hygge’.
Men Holm – med sine tykke sorte briller, kirsebærrøde Doc Martens og Hackett voksjakke – er en anglofil i hjertet.
Vi er her for at diskutere hans karriere både som rytter og sportsdirektør, men samtalen går til hans kærlighed til britisk og irsk musik (Thin Lizzy, David Bowie, Oasis), Mod-kultur, Steve McQueen og hans udflugter til London, hvor han besøger RAF Museum og en gang spiste tre engelsk morgenmad på en dag.
'Jeg har altid elsket britisk kultur og især 1970'ernes Storbritannien,' siger Holm, 54.
‘Jeg kan godt lide musikken, tøjet og cykelstilen. Folk siger, at jeg kan lide mode, men jeg har egentlig bare det samme på.
‘Jeg vil aldrig være en rapper med en hundekæde, da jeg ville se forbandet dum ud, men jeg kan godt lide arv. Jeg købte min første Doc Martens i 70'erne, og jeg bruger dem stadig.
‘Storbritannien har fantastisk stil. Du ser det nu med, hvor fashionable London-cyklister er. Før sagde folk: "Stakkels knægt, hvorfor kan du lide at cykle?" Nu er du en sej fer.'
Holm påpeger nogle aftryk på sin væg: Englændere i bowlerhatte, London-bobbies, et billede af ham med 'The Modfather' Paul Weller.
‘Da jeg blev inviteret til at møde ham, steg jeg direkte på flyet. Jeg ville have sagt mit job op for det. Jeg gik rundt i London med ham, [modedesigneren] Paul Smith og Bradley Wiggins. Den bedste dag i mit liv.'
Når Holm siger, at han måske åbner en boghandel i Notting Hill, som en dansk Hugh Grant, er jeg ikke sikker på, han laver sjov.
Great Daneor
I Danmark er Holm kendt som den karismatiske cykelrytter, der støttede danskeren Bjarne Riis i hans sejr i Tour de France i 1996 (en sejr senere plettet af rytternes tilståelser om doping) og som byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti. Fest.
Britiske cykelcognoscenti kender ham som en vigtig indflydelse på Mark Cavendish hos Columbia-HTC og Etixx-Quick-Step (Holm var også best man ved Cavendishs bryllup) og for hans scenestjælende spøg i Chasing Legends, kulten cykeldokumentar om Columbia-HTC's 2009 Tour de France-succes.
Når Holm henter mig og fotografen fra Københavns lufthavn, kører han os rundt i byen og peger på den grimme bokseklub, hvor han plejede at træne om vinteren, og kirken, hvor han engang arbejdede som murer og sled sig med frosne fingre til at reparere taget.
‘Mit første minde om at cykle var 1971, hvor jeg fik en Peugeot-cykel. Min far var murer, og jeg var i et lok alt amatørhold kaldet Amager Cykle Ring.
‘Om vinteren ville min mor ikke lade mig tage min stænkskærm af, fordi jeg var ved at blive snavset til min trøje, så jeg var den eneste fyr i klubben med en stænkskærm. Ikke fedt.
‘Jeg kørte hver søndag indtil 1979, og så fik vi en ny træner, Leif Mortensen – Amatør verdensmester i 1969 og sjette i Touren [1971]. Han spurgte mig, hvor meget jeg trænede. Jeg sagde aldrig!
'Han begyndte at hjælpe mig, og i begyndelsen af 1980'erne vandt jeg og mine venner alle bane-, cyclocross-, landevejs-, tids- og holdtidskørsler som amatører.'
Det var ikke nemt at kombinere manuelt arbejde og træning. 'Jeg har stadig den danske 10 km landevejsrekord, som jeg satte i 1980. Jeg ville prøve 10 km rekorden på banen senere samme år, men jeg var stadig murer.
‘Min far sagde, at jeg kunne tage af sted kl. 14 for at prøve rekorden på banen. Efter 5 km døde jeg tot alt. Jeg lignede en forbandet idiot. Klokken 5 var jeg på arbejde igen.'
Skuffelse fulgte ved OL i 1984, da Holm og hans holdforfølgelseskolleger blev slået ud i kvartfinalen af USA.
‘Vi fandt ud af, at amerikanerne var bloddopede, og jeg var så skuffet. Jeg var sikker på, at vi ville blive olympiske mestre. Det har jeg aldrig glemt.’
Pro dreams
Efter at have afsluttet fjerdepladsen i amatør-vejløbet ved verdensmesterskaberne i 1985 var Holm klar til at stoppe, men i december modtog han et opkald fra Guillaume Driessens, manager hos det belgiske hold Roland-Van de Ven, der tilbød ham en proff. kontrakt.
‘Jeg så, at lønnen var 320.000. Jeg tænkte: "Det er skøre penge." Men det var belgiske francs, ikke franske francs. Jeg havde skrevet under for 10.000 euro om året i tre år.
'Heldigvis gjorde Riis og [Tour, Giro og Vuelta etapevinder] Jesper Skibby det samme, så vi var i samme båd.'
I Holms første år som professionel døde han – kortvarigt. 'Jeg brækkede mit kranie og blev erklæret død efter et styrt ved GP Stad Vilvoorde [i Belgien] den 26. april 1986 - samme dag som Tjernobyl-katastrofen.
‘Min mor kom, og jeg fik den sidste olie af en katolsk præst. Sean Kellys kone Linda kom til mig hver dag i fem uger, fordi hospitalet var tæt på, hvor de boede.
‘Men jeg vågnede efter tre dage, og jeg var tilbage i erhvervslivet. Med hovedpine, selvfølgelig.’ Var han bange for at ride igen? »Ikke når man er ung. Du tror, du er herre over universet, så bliver du ældre og indser, at du tog fejl.’
Holms tidlige dage som professionel var opslidende, men hans arbejde som murer havde opmuntret hans ånd.
‘Vi var tre fyre, der boede i et værelse i Belgien uden varme, og sov ved ovnen. Jeg havde ikke engang penge til at tage hjem i løbet af vinteren.
'Det var svært, men jeg vidste, at hvis jeg gik hjem, ville jeg være murer, stå op kl. 4.45 og ligge på kirkens tag i kulden, så hvis jeg følte mig doven under træningen, ville jeg sige, "OK, jeg kan køre 100 km mere."'
Holm og hans kolleger blev døbt’Danish Coffee Club’. Hvis nogen rytter rodede med dem, ville de snart have en horde af vikinger på ryggen.
‘Vi var en gruppe på omkring 10 professionelle i Italien, Belgien, Spanien og Frankrig, og vi holdt sammen.
‘Vi var alle forskellige – Skibby var den sjove fyr, Riis den mærkelige fyr, [Rolf] Sorsensen [der vandt 53 løb] vinderen. Hvis der var sidevind, var det lige meget hvilket hold vi var i, vi ville lave et echelon og rykke op sammen.
'Folk tænkte: "Her kommer de." Vi sagde: "Lad være med at rode. Vi laver reglerne." Det var de gode gamle dage.’
Livet på tur
Holm havde personlig succes, vandt Paris-Bruxelles og Paris-Camembert i 1991 og sluttede på en syvendeplads i Paris-Roubaix i 1996.
‘Fra 1986 til 1991 vandt jeg to til tre løb hvert år, men fra 1993, da jeg kom til Team Telekom, var jeg en indenlandsk virksomhed.
‘Før Riis vandt Touren i 1996 var der ingen, der troede på, at han kunne gøre det. Det var en stor kamp med tyskerne, og holdet var splittet, med Erik Zabel, Rolf Aldag og Jan Ullrich i én gruppe og Riis og mig, så det var ligesom to hold, der ikke snakkede sammen.’
Ved rytternes tilbagevenden til Danmark blev de behandlet som helte. 'Vi blev fløjet tilbage til København i et privat jetfly, og da vi landede lavede brandmændene porte af vand.
‘Vi tænkte: har der været en ulykke? Så blev vi sat på en lastbil, og vi følte os som The Beatles. Der var 250.000 mennesker på vejene.
'Folk råbte. Vi mistede det. Skibby fik en skør frisure, vi skulle på diskotek og der var piger over alt. Jeg elskede det.'
De danske ryttere er stadig venner i dag og har dannet Dansk Professionel Cykel Klub. De mødes til middage og weekendture.
’Dengang var vi så jaloux på hinanden,’ klukker Holm. »Da Skibby hørte, at jeg vandt Paris-Bruxelles, græd han. Men vi var også venner og passede på hinanden, hvis nogen havde brug for en kontrakt.
‘Men hvis du ikke er en smule jaloux, så gå hjem og få et andet job. Du har brug for den jalousi for at drive dig.'
Holm siger, at en professionel cykelrytters liv var langt fra glamourøst. "Jeg brækkede mit kranium, fordi jeg havde brug for præmiepenge til mad," siger han.
‘I disse dage efter et par år behøver børnene ikke at arbejde mere, selvom nogle glemmer at dividere deres indkomst med 50 år. Så ser lommeregneren ikke så godt ud.’
Hårdt løb
‘Men kapløbet er sværere i dag. Hvis vi havde en etape på 200 km, ville vi køre efter 150 km, når vi så helikopteren og vidste, at vi var på tv. I dag er det anarki fra kilometer nul. To uger inde i Touren er alle syge med bronkitis eller brækkede knogler.
‘På min tid gik Bernard Hinault eller Mario Cipollini til fronten og sagde: "Tag det roligt, mine herrer. Vi kører race senere."'
Besættelse af vægt var lige så almindeligt. Holm blev så tynd, at han kunne se årer i balderne. »Du lærte at gå sulten i seng. Det hele er i dit hoved.
‘Du overbeviser dig selv om, at du elsker regn, og du elsker våde brosten. Hvis du fortæller dig selv 200-300 gange om dagen, begynder du at tro på det. Selv i dag elsker jeg regn, fordi jeg har sagt det så mange gange.
‘Du overbeviser dig selv om, at du ikke har brug for cookies, og du kan ikke lide smør eller ost. Måske 90 % af dette cykelliv skal du lære.’
Efter sin pensionering i 1998 udgav Holm en selvbiografi i 2002 kaldet Smerten – Glaeden (Smerten – Glæden), hvori han indrømmede doping.
‘Wow, det eksploderede bare omkring mig. Folk råbte af mig på gaden og spyttede efter mig. Jeg var landstræner, og de fyrede mig.
'Skolebørn i bussen kiggede ned på mig i min bil og lavede indsprøjtningsskilte til mig. Men så skete der noget. Efter et par uger efterlod de mig alene.
‘Jeg havde været ærlig, så alle bladrede over til den næste historie. Livet handlede om at komme videre.’
Holm indrømmer åbent sine fejl, men insisterer på, at de skal ses i sammenhæng med en æra fyldt med doping. »Jeg tror, det er anderledes, hvis nogen skjuler det, som Ullrich gjorde i mange år, men jeg sagde: indrøm det, se det i øjnene, kom videre.
‘Hvis nogen fra min tid brokker sig, så lytter jeg. Men nogle idioter, der kommer 20 år senere, det er en joke. Jeg fortryder, at jeg red i en periode med så ubrugelig ledelse. Det er sådan, jeg er ked af det.
‘Jeg tænker på de unge ryttere i dag: vær glad for, at du tjener flere penge, og kør rundt i store busser, fordi vi tog alt det lort for dig. Jeg fortryder, at alt var sådan, ligesom jeg fortryder, at min olympiske medalje gik til amerikanerne med deres doping.
‘Det var systemet, og systemet var forkert. Jeg synes, sporten er så ren, som den kan være, og der er nu en rigtig god retfærdighedssans i flokken.’
The Director's cut
Siden han gik på pension har Holm arbejdet som sportsdirektør, først for T-Mobile (som blev til Columbia-HTC) og nu for Quick-Step Floors.
'At slutte sig til T-Mobile var som at slutte sig til Manchester United. De var den største ting i cykelsporten. Vi havde unge fyre som [Andre] Greipel, Cav og [Matt] Goss, der vandt som sindssyge, og vi havde en rigtig god stemning på holdet.’
Holms blanding af brutal ærlighed og broderlige drillerier har vist sig at være en potent motivator, især for Mark Cavendish.
Hvad gør ham speciel? "Husk på, at han har gjort det siden 2007, og jeg har hørt de samme fjoller hvert år: han er for lille, for tyk."
‘Men han har et utroligt fokus. Nogle gange tænker jeg på hans stakkels kone Peta, fordi han får det, jeg kalder "fremmedlegionen"-blik i øjnene, når han bliver så fokuseret.
‘Se på Milan-San Remo [hvor Cav slog Heinrich Haussler med én tomme i 2009]: Han kan grave så dybt, han er bare utroligt. Han har et mindset, jeg ikke har set før – og han kan leve med stressen, hvilket også er fantastisk.’
En del af en sportsdirektørs færdigheder er at tilpasse sig rytternes personligheder. Forskellige tegn kræver forskellige beskeder i bilen og under træning.
'Det tager mig to til tre år at kende en rytter rigtigt,' siger Holm. 'Først da ved jeg, hvilke knapper jeg skal trykke på.
‘Hvis Greipel tabte, og du fort alte ham, hvad der stod i papirerne, ville han ikke kunne lide det. Men hvis Cav bliver slået, og du siger: "Hey, de skriver, at du spiser for mange doughnuts," vil han sige: "Hvad fanden? I morgen skal jeg vinde."
Nem at arbejde med
‘Du kan tage ham ved øret og bede ham om at holde kæft, og han er glad. Han er så nem at arbejde med, da han altid lytter, altid følger programmet.
‘Jeg har kun arbejdet med Marcel Kittel [hos Etixx-Quick-Step] i kort tid, men han er anderledes igen. Måske med Kittel eller Greipel eller Tony Martin skal du passe på din stemme.
‘Men Kittel er et dejligt barn, meget høflig, en gentleman. I hvert fald, lad os være ærlige, Cav ville have vundet alle de løb, selvom buschaufføren var sportsdirektør.’
Holm er en travl mand. Sideløbende med sine politiske og cykelmæssige forpligtelser grundlagde han kræftvelgørenhed La Flamme Rouge efter at have overlevet tyktarmskræft i 2004.
Han nyder cyclocross og motorcykler og elsker at læse om sit cykelmodeikon Roger De Vlaeminck.
Han arbejder på en tøjserie kaldet 12:16 (opkaldt efter hans danske 10 km tidskørselsrekord), som lanceres i Storbritannien næste år, og er involveret i en Bioracer-tøjserie i København.
‘Det er bedre at have for meget at lave end for lidt. En ven bad mig følge 10-20-30-reglen.
‘Spar altid 10 % af dine penge; læs i 20 minutter hver dag om politik og kultur, så kan du springe ind i en snak med enhver fra borgmesteren til ham, der tager sig af dit affald; og motion i 30 minutter om dagen for at holde dig sund. Det er et godt system.’
Når mørket falder på udenfor, siger Holm, at han ser frem til den næste larmende sammenkomst i Dansk Professionel Cykelklub.
'Vi er som soldater fra Stalingrad, der deler gamle historier,' klukker han. "Du kan stadig huske, hvis nogen svirrede dig i et løb 20 år efter: "Jeg lukkede det hul for dig, du sagde, at du ville give mig 1.000 pund!" "Jeg har bet alt dig!" "Nej, det gjorde du ikke!"
‘Alle synes nu, at vores historier er overdrevne, så vi er nødt til at skære dem ned med 25 %, ellers tror folk, vi er skøre. Men det sjove er… de er alle sande.'
