Forud for Paris-Roubaix i denne weekend tager Cyclist et kig på, hvordan de fem tidligere vindere forberedte sig til Queen of the Classics
For mange ryttere er søndagens Paris-Roubaix omdrejningspunktet for Spring Classics-kampagnen, det primære mål for sæsonens åbningsfase. Med det i tankerne tænkte vi, at vi ville tage et kig på, hvordan de tidligere fem vindere har struktureret deres løbsprogrammer i optakten til endagsklassikeren.
Når vi ser tilbage på årene, er det klart, at der ikke er nogen enkelt formel for succes i Nordens Helvede. Nogle hold og ryttere har søgt at proppe i så mange løb som muligt, idet de har kørt hver eneste dag med et par etapeløb, for en god ordens skyld. Andre har taget en meget mere håndfri tilgang.
Sidste års mester Peter Sagan gik efter noget midt imellem. Han sprang den indledende Classics-weekend over på Omloop Het Niuewsblad og Kuurne-Brussels-Kuurne og startede i stedet sin kampagne på Strade Bianche, hvor han sluttede som nummer otte.
Han kørte derefter Tirreno-Adriatico, hvor han blev nummer to på tre separate etaper, blev sjette i Milano-San Remo og 26. ved E3-Harelbeke. Han tog derefter sejren i Gent-Wevelgem, hvilket gjorde ham til favorit til at forsvare sin 2017 Tour of Flandern-titel.
Slovakeren var også på vej til at gøre det, indtil han styrtede ned på Oude Kwaremont i de sidste 16 km efter at have fanget sine stænger på en frakke, der betænkeligt dinglede på et sæt rækværk. Han rullede til sidst ind på sjettepladsen, men havde tydeligvis været i god form, som han så konverterede til sin første Roubaix-sejr den næste uge.
Gå tilbage til 2017, og Greg Van Avermaet kørte næsten hver eneste Cobbled Classic på kalenderen og vandt også en god del af dem. Han trak sig fra sit ry som en flerårig brudepige og toppede podiet ved Omloop Het Nieuwsblad, E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem, før han afsluttede en fantastisk endagssæson med sejr i Roubaix.
På vejen blev han også nummer to i både Flandern Rundt og Strade Bianche, og formåede endda at passe ind i en holdtidskørselssejr i Tirreno-Adriatico for en god ordens skyld.
I den modsatte ende af skalaen tog 2016-vinderen Mat Hayman en decideret hands-off tilgang til sin Roubaix-opbygning. Heller ikke efter eget valg – han brækkede kravebenet i et styrt meget tidligt på sæsonen, hvilket udelukkede ham fra næsten hele Spring Classics-kampagnen.
I stedet brugte han time efter time på at smutte på turbo-træneren for at komme tilbage til fitness, før klassikerne sluttede.
Paris-Roubaix markerede hans store tilbagevenden til feltet, og efter en del stærk ridning, taktisk kløgt og lidt held, hævdede han sejren over den fælles-største Roubaix-rytter gennem tiderne, Tom Boonen.
Hayman til side, alle de andre Roubaix-vindere i de sidste fem år har kørt enten Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico som en ugelang forberedelsesstrækning, før de indsnævrede deres tidsplaner til et udvalg af endagsløb i deres forårskampagner.
For eksempel begyndte Roubaix-vinderen 2015 John Degenkolb i Milano-San Remo, som han vandt, før han kørte de store brostensbelagte løb i E3 Harelbeke, Gent-Wevelgem og Flandern Rundt, og brugte det som en platform for sejr i Roubaix ugen efter.
Niki Terpstra, den overraskende vinder af 2014, havde også en meget brostensorienteret tidsplan, som omfattede Dwaars Door Vlaanderen (som han vandt), efterfulgt af E3, Driedaagse of West Vlaanderen (et etapeløb) og Flandern rundt i løbet af en uge.
Det var et meget intensivt program, men en der passer til den hærdede hollænder.
Fabian Cancellara, der vandt i 2013, og Tom Boonen, der vandt i 2012, delte også den samme tidsplan og kørte Milan-San Remo, E3, Gent-Wevelgem, Flanders, Scheldeprijs og Roubaix.
Interessant nok er de de sidste to Roubaix-vindere, der har inkluderet Scheldeprijs i deres program, et løb, der falder i midtugen mellem Tour of Flanders og Paris-Roubaix.
I de seneste år har sprinterløbet udviklet et ry for at være for 'risikabelt', idet ethvert styrt eller andet uheld kunne udelukke at være på startlinjen til Paris-Roubaix blot fire dage senere. I dette års udgave var der f.eks. kun Sep Vanmarcke, Nils Pollit og Ian Stannard i rækken af dem, der forventes at blive vist på søndag.
Overordnet set er det klart, at en nybegynder sjældent kører til sejr på brostenene i Roubaix, og det er næsten en uskreven regel, at for at vinde Roubaix skal du have en top 10 der tidligere.
Hayman, Van Avermaet og vindere fra endnu længere tilbage som Magnus Backstedt og Johan Vansummeren optjente alle deres kontingent, før de blev belønnet med deres sejrsbrosten.
Det kræver erfaring at mestre dette løb samt stærke ben og en aldrig-sig-dø-attitude.
Du har også brug for et massivt sprøjt af held (bare spørg Hayman, Vansummeren og Stuart O'Grady) og navngive positionen dig selv korrekt på hvert sæt brosten.
Tidsplaner for tidligere vindere
Sagan (2018): Tour Down Under, Strade-Bianche, Tirreno-Adriatico, Milan-San Remo, E3-Harelbeke, Gent-Wevelgem, Tour of Flanders
Van Avermaet (2017): Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Brussels-Kuurne, Strade Bianche, Tirren-Adriatico, Milan-San Remo, E3 Harelbeke, Gent-Wevelgem, Flandern Rundt
Hayman (2016): Paris-Roubaix
Degenkolb (2015): Milan-San Remo, E3-Harelbeke, Gent-Wevelgem, Tour of Flanders
Terpstra (2014): Dwars Door Vlaanderen, E3-Harelbeke, Driedaagse, Tour of Flanders
