Italiens cykelfans har en passion og stolthed, der får dem til at skille sig ud fra mængden
Stephen Roches oplevelse af tifosi var meget anderledes end min egen. Omtrent samtidig med at han blev slået, misbrugt og spyttet på af fans, da han kørte mod sejren i Giroen fra 1987, blev jeg kysset af en bikiniklædt skønhed, der kørte på en Vespa, da den overhalede mig på en kystvej. nær La Spezia.
Roches forbrydelse var at tage den lyserøde trøje fra sin Carrera-holdkammerat, nationalhelt og forsvarende mester Roberto Visentini. Jeg havde blot kørt på min cykeltaske i et roligt tempo i retning mod Sicilien.
Et par uger senere, da jeg sled op ad en stigning i Appenninerne i middagssolens hede, trak en klappet Fiat op ved siden af mig, og den uvorne landarbejder på passagersædet rakte mig en sandwich på størrelse med mursten gennem vinduet.
Med muntre råb af 'Ciao, Coppi!’ varevognen slingrede fremad og efterlod mig i vejkanten for at nyde mit livs bedste salami panini.
Tifosi afspejler alt, hvad der er skræmmende og vidunderligt ved Italien, fra kaos og larm i dets politik til freden og roen i dets landskaber via katolicismens pomp og ceremoni.
De afspejler træk ved en nation, der først blev forenet i 1861, og som har været styret af en række monarker, diktatorer, socialister, liberale og dysfunktionelle koalitioner lige siden.
For nogle vil flandrerne eller baskerne altid være de mest passionerede fans. Andre vil måske hævde, at titlen tilhører hollænderne og irerne, som koloniserer deres respektive hjørner på Alpe d'Huez under Touren.
De deler alle fælles karakteristika, uanset om det er styrken af deres øl, overbevisningen om deres identitet eller kraften i deres klager (norm alt mod politiske undertrykkere eller en rivaliserende fodboldnation).
Men denne hæsblæsende blanding af nationalisme, sportsstolthed og historisk smerte når nukleart niveau, når det kommer til en italiensk cykelfan, der er vænnet fra Coppi, Pantani og Cipollini, forkælet med Campagnolo, Colnago og Bianchi og understøttet af Chianti, cappuccino og cannoli.
Du kan næsten tilgive dem deres medfødte overlegenhedskompleks.
Under Giroen står de ikke bare langs vejen for at se en sportsbegivenhed, de hylder fortidens helte – og stikker to fingre op ad myndighederne, der engang knuste sådanne offentlige udtryksformer.
'Giroen er et mindeland,' skrev den italienske forfatter og dramatiker Gian Luca Favetto.
En sekvens af begivenheder efter krigen konsoliderede Italiens kærlighedsforhold til cyklen. Den første var Giroen fra 1946, Giro della Rinascita - 'Giro of Rebirth' - som, erklærede sponsoravisen Gazzetta dello Sport, ville 'forene på 20 dage, hvad krigen havde taget fem år at ødelægge'.(Tour de France blev i øvrigt ikke genoptaget før det følgende år.)
'Symbolikken i Giroen var umulig at overdrive, emblematisk som den var for Rinascimento', skriver Herbie Sykes i sin farverige historie om Giroen, Maglia Rosa.
'I år tidligere havde løbet bragt dage med glæde, en fejring af fællesskabet og Bel Paese ['Smukke land'], men dette var noget helt andet – Giroen som en metafor for en bedre fremtid.'
Løbet blev vundet af Gino Bartali, som ankom til Milano kun 47 sekunder foran Fausto Coppi. Deres rivalisering ville blive en af de store sportsdueller, der splittede tifosi's loyalitet så voldsomt, at hver rytter havde brug for livvagter ved 1947 Giroen.
I 1948 kom Vittorio de Sicas film, Bicycle Thieves, hvor en ung fars levebrød som plakat bliver truet, da hans cykel bliver stjålet.
Det er en enkel fortælling fort alt i en usminket stil, der perfekt indfanger virkeligheden af livet for millioner i efterkrigstidens, postfascistiske Italien, hvor cykler ikke bare var en distraktion, de var en livline – selv for en legende som Coppi.
Efter at være gået fra borde i Napoli efter sin løsladelse fra en britisk fangelejr i Nordafrika, havde Coppi kørt på en lånt cykel hele vejen til sit hjem i Piemonte, 700 km mod nord. Hans oplevelse blev gentaget af millioner af hans landsmænd, der dukkede blinkende ud i en efterkrigstidens ødemark på jagt efter job, idet de stolede på
på cyklen til transport.
Dette liv-eller-død, spis-eller-sult-forhold mellem menneske og maskine er det slående emblem på cykeltyve. Det afspejlede også de personlige historier fra mange italienske professionelle ryttere fra førkrigstiden.
'De fleste kom fra hård fattigdom, og mange havde lært at ride med at levere brød, dagligvarer eller breve, eller at ride hundredvis af kilometer til og fra byggepladser eller fabrikker,' skriver John Foot i Pedalare! Pedalare!, hans historie om italiensk cykelsport. »Cykling og arbejde var uløseligt forbundet. Cyklen var en hverdagsgenstand. Alle forstod, hvad det betød at køre op ad bakke og ned ad bakke.’
Det er denne empati med cyklister – professionelle, rekreative eller utilitaristiske – der bliver ved med at få tifosi til at skille sig ud blandt cykelfans.
Mens noget så simpelt som et bip til opmuntring fra en chauffør er en sjældenhed på de britiske veje, fik jeg i Italien overrakt en sand fest fra en bilpassager, der instinktivt vidste, at jeg var undergearet til den stejle stigning i Appenninerne.
Jeg blev blæst kys af en bikini-klædt signorina, der tydeligvis satte pris på min Cinelli-kasse.
Effekten af begge bevægelser svarede til den, Andy Hampsten oplevede, da han vandt Giroen i 1988. Han husker, at tifosi'en giver 'en tvingende grund til, at rytteren graver dybere, for at se efter en mulighed for at angribe, at gøre sig selv til en helt'.
Jeg slog ingen rekorder i min tid i Italien, men takket være tifosi'en følte jeg mig ofte som en helt.
